Store tab for London hoteller under askeskyer

Der er mange, der har lidt alvorlige tab under askeskyerne. Selv om kritikere beskylder hotellerne for voldsomme prisstigninger – også i København – er det dog kun udtryk for, at man i en periode kom tilbage til normalpriserne.

 

Til gengæld var der betydeligt færre gæster, og ifølge Visit London faldt belægningen med over 25 procent. Organisationen vurderer, at tabet har været på ca. 100 mio. pund, eller ca. 860 mio. kr.

 

"På denne årstid plejer vi at have 30.000 oversøiske gæster om dagen i London området, men når flyene står på jorden i seks dage, skal det gå galt, " hedder det.

 

"Det var det sidste byens skrantende økonomiske situation havde brug for, " fastslår Londons borgmester og tilføjer, at det vil vare nogen tid igen, før niveauet bliver normalt.

 

"Vi kommer til at vente nogen tid endnu, før vore turisterne kommer tilbage. Og nogle kommer måske slet ikke i denne omgang, " siger Sally Chatterjee, direktør i Visit London. 

 

Skrevet af Ejvind Olesen