Storhotel tættere på udvidelse

Radisson Blu Scandinavia færdiggør inden jul renoveringen af det store hotel. Projektet til over 50 mio. kr. er i fuld gang og i går havde det 4-stjernede hotel inviteret til en foreløbig housewarming. 110 tilmeldte samarbejdspartnere fra bl.a. incoming- og erhvervsrejsebureauer samt store firmakunder havde tilmeldt sig.

 

De fik fremvist de to seneste etager, hvor værelsesrenoveringen er tilendebragt. I alt renoveres 470 af værelserne i år – 72 af hotellets i alt 542 værelser blev renoveret i 2007.

 

I de nyistandsatte værelser er hotellet i indretningen tilbage ved det skandinaviske, hvor det skal være ”enkelt og ligetil.”
Den nye værelsesstil kaldes hhv. forår og efterår; der er kommet nye senge, sengetøj, tæpper, borde, lamper, døre, minibar, 37 tommer fladskærme – og til påske tidobles internethastigheden i hotellet fra de nuværende 10 til 100 mb. ”Vi bliver byens hurtigste hotel,” sagde Roy Kappenberger, der udover Scandinavia også er direktør for Royal-hotel i København.

Mens det 5-stjernede Royal-hotel sidste år fejrede sin 40 års fødselsdag, kommer turen næste år til Scandinavia.

 

Med sine 542 værelser var 4-stjernede Radisson Blu Scandinavia i årevis Københavns største hotel – titlen blev i 2009 overtaget af CabInn Metro i Ørestad med 710 værelser og sidste år af Bella Centers Bella Sky-hotel med 814 værelser, det er dermed også det største hotel i Norden.

 

Men der har i flere år været planer om en udvidelse af Scandinavia. Dels ved at bygge ti etager oven på de nuværende 26, dels ved at bygge et møde- og konferencecenter på en del af hotellets p-plads område.

 

De ti ekstra etager vil give hotellet yderligere 260 værelser, mens konferencecentret efter planen vil indeholde yderligere 200 værelser. En samlet investering på op mod en halv milliard kr.

 

Hotelbygningens norske ejer er ifølge Roy Kappenberger tættere på end hidtil at give grønt lys for udvidelsen af hotellet. ”Vi har ikke den endelige beslutning, men den er helt afgjort tæt på,” sagde han til takeoff.dk
Et forsigtigt gæt er, at byggeriet af i hvert fald de ti ekstra etager begynder indenfor et år eller to.

 

Ved sammenkomsten i går blev der også fortalt om hotellets møde- og konferencemuligheder, herunder at hotellet tilbyder mødearrangører såkaldt ”brain-food,” altså sund mad, der giver kroppen og hjernen mere energi.

 

I øvrigt havde Scandinavia sidste år ca. 200.000 overnattende gæster.

Skrevet af Henrik Baumgarten