Storkøbenhavn får feriecenter med 10.000 sengepladser

”Vi har endnu ingen endelig deadline for, hvornår Dayz Kildedal står klar. Det skal bygges i etaper – og den ambitiøse målsætning er, at centret er klar om 3-5 år. Men der kan gå længere tid – det afhænger også af verdensøkonomien og økonomien hos investorerne.”

 

Det sagde ejer af og bestyrelsesformand for Dayz Resorts, Bjarne Bøgh Jensen, i dag til Stand By. Han bor i dag med sin hustru i canadiske Calgary.
Dayz-kæden, der i år skiftede til sit nuværende navn, hed tidligere Strandhotellerne. Kæden har i dag otte feriecentre i Jylland.

 

Bjarne Bøgh Jensen siger til Stand By, at centret i Måløv fuldt udbygget vil give op mod 300 arbejdspladser; hertil kommer jobs til rengøringspersonale. Med afledte arbejdspladser vil Dayz Kildedal samlet give op mod 1.000 jobs, anslår koncernchefen.

 

Feriecentret i Måløv skal bygges i etaper. I første omgang kommer en lille enhed på 10 ferieboliger, så potentielle investorer kan se planerne bag projektet. Ferieboligerne sælges til private ejere, som kan benytte sig af Dayz’ centrale udlejning af boligerne.

 

”Selve første etape af feriecentret er på 580 ferieboliger – altså ca. 1/3 af de planlagte,” sagde Bjarne Bøgh Jensen til Stand By.

 

Dayz Resorts beskriver selv det planlagte feriecenter som ”Nordeuropas største oplevelses- og ferieresort.”

 

Placeringen er valgt tæt på København i et område med flot natur, centret får fokus på fysisk aktivitet og livsstil samt CO2-neutral drift med klimavenlige løsninger, oplyser koncernen.
Dayz Resorts har valgt nærheden til København, fordi hovedstaden er ”landets eneste turistdestination med global appel,” hedder det.

 

Centeret opføres nord for Kildedal S-togstation. Der bliver f. eks. shuttlebus til S-togstationen – og der udarbejdes samlet plejeplan for områdets naturværdier.

 

Dayz-koncernen har overtaget det kommende projekt fra de tidligere udviklere af området.

 

"Vi går ind i projektet for at beholde det og drive det selv. Derfor går vi ingen steder, når Dayz Kildedal står færdigt – dét er en markant forskel på os og ejendomsudviklerbranchen. Desuden har vi forstand på at drive resorts og ser et stort potentiale for udvikling af dansk turisme," siger Bjarne Bøgh Jensen.

 

Til forskel fra den traditionelle developerbranche, der normalt bygger og sælger hurtigt videre, vil Dayz’ koncernen selv fortsætte som ejer og driftsherre i fremtiden, oplyser koncernen.

 

Hjertet i Dayz Kildedal bliver centerbygning på ca. 35.000 kvadratmeter med et stort oplevelsescenter med bl.a. aquadome og sundheds- og wellnessfaciliteter. Rundt om centeret opføres de ca. 1.600 ferieboliger i klynger. Boligerne bliver fra 50 til 120 kvadratmeter store…

 

Dayz-koncernen kalder sig Danmarks største privatejede feriecenterkoncern – det administrative hovedsæde ligger i Varde, hvorfra ejerne af Dayz-koncernen, Marianne og Bjarne Bøgh Jensen, stammer fra. Bjarne Bøgh Jensen er uddannet tømrer og bygningsingeniør

 

Koncernen skiftede i foråret 2011 navn fra Strandhotellerne til Dayz Resorts. Den tæller foreløbig otte feriecentre i Jylland med i alt ca. 1.400 ferieboliger.

 

Sidste år havde de otte feriecentre ca. 560.000 overnatninger, en driftsomsætning på ca. 150 mio. kr., et resultat før skat på 34,5 mio. kr. og en samlet egenkapital på 89,4 mio. kr.
Dayz tilbyder også faciliteter til kurser, konferencer og firmaevents.

Skrevet af Henrik Baumgarten