Stort hul i Femern-budgettet

femernIfølge dagbladet Børsen har EU-Kommissionen bevilget langt færre støttekroner til Femern Bælt projektet end forventet af den danske stat.

I tunnelforbindelsen mellem Danmark og Tyskland er der budgetteret med 7,5 milliarder kroner i støtte fra EU, men en talsmand for EU-Kommissionen siger til Børsen, at Danmark er sikret 589 millioner Euro – 4,4 milliarder kroner – til anlægsarbejdet frem mod 2020.

Dermed er en væsentlig del af finansieringen nu usikker, selv om det er muligt at søge om de resterende midler i en ny runde.

”Jeg hæfter mig ved, at kommissæren har sagt til mig personligt, at det her er første ansøgningsrunde, og der vil komme flere runder. Femern er stadig et højtprioriteret projekt i Europa”, siger tidligere transportminister Magnus Heunicke.

Den nye transportminister Hans Christian Schmidt vil ifølge Ritzau indkalde Femern-forligskredsen for at drøfte situationen ’hurtigst muligt’.