Stort rykind ved afskedsreception

Fra afskedsreceptionen ses fra venstre, dagens hovedperson, Ingolf Pedersen, Novias nuværende adm. direktør, Ole Brinks Andersen, og selskabets tidligere topchef, Klaus Glendorf. Foto: Cecilie Stryger.

Op mod 100 gæster mødte frem da handlingselskabet Novia holdt reception for at sige farvel til sin kommercielle direktør, Ingolf Pedersen, der skal være adm. direktør for voksende indisk handlingselskab.

Fra næste måned er 62-årige Ingolf Pedersen direktør for Bhadra International, et indisk handlingselskab som foreløbig er i syv lufthavne i Indien. Ingolf Pedersen får base i sydindiske Chennai.

I fredags holdt Novia afskedsreception for det gode menneske i V.L. Terminalen i Københavns Lufthavn.

Der var stort rykind af tidligere og nuværende Novia-kolleger, repræsentanter for flyselskaber, Københavns Lufthavn og sågar en ambassadør, fra Egypten.

I sin tale sagde Ole Brinks Andersen, Novias adm. direktør, hvor rart et menneske Ingolf Pedersen er, hvor meget der er sket i firmaet gennem hans 31 år – og hvordan Ingolf Pedersen kan blive ved med at overraske, nu senest med karriereskiftet.