Strandsvin ødelægger feriehumøret

Det får Novasol til at støtte ’Ren Strand – Ren Ferie’ – kampagnen, der blev startet af organisationen Hold Danmark Rent sidst i juni. Kampagnen sætter fokus på danskernes adfærd med affald på stranden.

 

En ny undersøgelse fra Hold Danmark Rent viser, at 95% af de adspurgte tyske turister mener en ren strand har høj eller meget høj betydning for valg af destination. Også danskernes feriehumør påvirkes negativt af affald på stranden. To ud af tre danskere mister lysten til at være på stranden, hvis der ligger affald.

 

Hold Danmark Rent kørte en lignende kampagne sidste år og ser nu resultatet af indsatsen, idet tre ud af ti danskere tager en affaldspose med.

 

”Resultaterne viser, at det kan betale sig at gøre såvel danske som udenlandske gæster opmærksomme på udfordringerne, og vi vil gøre vores til, at budskabet når ud til så mange som muligt”, siger service- og indlejningschef Susanne Østergaard fra Novasol. ”Det er klart, at vi har mulighed for at gøre en forskel. På vores 21 lokalkontorer uddeler vi små lommeposer til skrald til vores mange gæster og oplyser dem om kampagnens baggrund og formål”.

Skrevet af Flemming Juul