Strejke blandt finske flyveledere

Kontrolcenter-fly-trafficDe finske flyveledere varsler om udvidet strejke fra den 30. oktober. Det er en protest mod planerne om at indrette et nyt stort kontrolcenter ved lufthavnen i Helsingfors.

Finavia, der driver de finske lufthavne, har præsenteret planer om at lave et nyt kontrolcenter for flytrafikken i Helsingfors. Det gøres for at sænke omkostningerne og dermed holde flyselskabernes start- og landingsafgifter i ro. Det vil betyde, at centralen i Tammerfors lukker og personalet flyttes til Vantaa, skriver flygtorget.se.

Det har skabt konflikt og de finske flyveledere varsler om en strejkeaktion fra den 30. oktober. Hvis den gennemføres vil flyvelederne strejke dagligt mellem 08.00 og 10.00, samt mellem 14.00 og 16.00.

Finavia advarer de rejsende om, at det kan medføre forsinkelser i flytrafikken til og fra Finland.