Strejkefare i Norwegian

Mandag mødtes Norwegians ledelse og piloterne til drøftelser om brugen af pilotvikarer i lavprisselskabet. I dag, tirsdag, mødes parterne igen for at forsøge at finde en løsning.

Striden drejer sig om Norwegians stadig stigende brug af vikarbureauer, i stedet for at ansætte piloter. Det er billigere for selskabet, som slipper for arbejdsgiveransvar og samtidig har vikarerne dårligere lønforhold og færre goder end de fastansatte.

Som svar på selskabets policy har piloterne den seneste tid nægtet at arbejde på overtid. Det har blandt andet medført aflyste afgange og indlejning af eksterne flyselskaber for at betjene nogle af afgangene.

Hvis ikke parterne kommer til enighed skal ’Riksmeklingmannen’ på banen. Hvis Norwegians personale nedlægger arbejdet, bliver det i så fald den første strejke i selskabets historie.

Skrevet af Flemming Juul