Succes for slow motion rejsefilm

MS Nordnorge satte torsdag kursen fra Bergen mod Kirkenes og sejladsen er blevet sendt direkte på NRK2 minut for minut. Ved vejs ende i Kirkenes er succesen et faktum. 2,8 millioner nordmænd har været med på Hurtigrutens TV-togt. Tirsdag var 1,8 millioner nordmænd inde og se udsendelsen.

Der er lagt mærke til konceptet i udlandet. I både Danmark og Sverige har omkring 20.000 seere fulgt sejladsen på internettet.

”Det er et fantastisk spændende projekt. NRK har vist en ny type TV, hvor man vover at hvile i tiden. Samtidig har Hurtigruten en yderst speciel rute, med dramatik på forskellige steder. Det er nyskabende TV, og jeg håber, at vi bliver inspireret til at lave lidt slow-TV i Sverige også. Vi funderer allerede på, hvad der kan være et tilsvarende projekt i Sverige. Men det er vanskeligt at sige om det er et særligt norsk fænomen”, siger Peter Nyrén, faktaspecialist i SVTs redaktionsledelse.

Skrevet af Flemming Juul