På fire år har ejerleder Susanne Hessellund vendt et underskud på fire millioner kroner til et overskud på knap 40 millioner i Bel Air Aviation A/S, der har hjemme i Esbjerg.
For den imponerende vækst er helikopterpiloten netop kåret som Årets Ejerleder hos revisionsselskabet PwC i Hellerup, hvor 250 erhvervsfolk deltog.
”Vinderen har haft et par meget travle år, og det er en uovertruffen vækst og udvikling, virksomheden har præsteret på en relativ kort periode”, siger Poul Spencer Poulsen, partner i PwC. ”På kun fire år har hun formået at vende et underskud til et bragende overskud, og Bel Air Aviations strategi har stærke ambitioner om fortsat vækst, bl.a. via ekspansion i EU. ”
”Bel Air har markeret sig som en af de helt stærke ejerledede virksomheder, der er afgørende for at skabe vækst og beskæftigelse”, siger Sigurd Schou Madsen, erhvervspolitisk konsulent i Dansk Erhverv.
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv, Erhvervsorganisationen Ejerlederne og Morgenavisen Jyllands-Posten, der står bag prisen, som uddeles for 11. gang.