Svært farvel til Københavns Lufthavn

Carsten Nørland

Carsten Nørland.

LUFTHAVNE: ”Det var svært at opsige jobbet i lufthavnen, men jeg gør det med god samvittighed pga. spændende nye udfordringer udenfor rejsebranchen,” siger lufthavnens vellidte og afgående salgsdirektør. Der er endnu ikke dato for hans afskedsreception.

Salgsdirektør Carsten Nørland har haft høj profil i sine fem år i Københavns Lufthavn – han vil blive savnet. I går sagde han til standby.dk: ”Jeg opsagde kun jobbet, fordi jeg i det nye får meget mere at røre ved. Ellers havde jeg aldrig sagt ja.”

”Efter over fem år i lufthavnen siger jeg farvel med udgangen af marts med god samvittighed. Lufthavnen er nu meget mere kundeorienteret og har øget samarbejdet med vores partnere,” siger Carsten Nørland, der sidst på ugen eller i starten af næste kan oplyse navnet på sin nye arbejdsgiver. Der er endnu ingen dato for hans afskedsreception. I Carsten Nørlands fem år i Københavns Lufthavn er antallet langruter steget fra 16 til nu 26.

Carsten Nørland er cand. merc. fra Handelshøjskolen i København og MBA-studier fra Rutgers School of Business ved State Unversity of New Jersey.

Inden han kom til Københavns Lufthavn, arbejdede han 12 år i dagligvarebranchen hos Mars og Coca Cola, hvor han havde flere lederstillinger. Han forlod dagligvarebranchen for job hos Flügger-gruppen i 2004 som salgsdirektør for Skandinavien.