Svensk firma jagter Norwegian for kompensation

norwegian B787 dreamliner 2FLYSELSKABER: Svenske TRS Travelright er utilfreds med, at Norwegian ikke betaler kompensation til to af firmaets kunder efter forsinkelse fra Los Angeles til Stockholm. De har hver krav på 600 euro, siger firmaet – der beholder 30 pct. af beløbet, hvis de får flyselskabet til at betale.

De to passagerer skulle i maj i år med Norwegian fra Los Angeles til Stockholm, men flyet blev over fire timer forsinket – dermed har de ret til kompensation ifølge EU’s regler, skriver TRS Travelright i en pressemeddelelse og henviser til EU-forordning 261 om bl.a. nægtet ombordstigning. Kompensationen skal ifølge TRS være 600 euro, som flyselskabet skal betale, hvis det er ansvarlig for forsinkelsen.

Men Norwegian afviste passagerernes krav, hvorefter de to rejsende henvendte sig til TRS; TRS er et af flere nyere firmaer, der agerer som en slags ”dusørjægere” overfor flyselskaber på vegne af forsinkede rejsende.

TRS oplyser, at hver gang det vinder en sag mod et flyselskab, beholder det 30 pct. af beløbet. Vinder det ikke sagen, skal klageren ikke betale noget honorar.

Nu har Travelright stævnet Norwegian ved en byret i Sverige, men Norwegian afviser stævningen og henviser til, at årsagen til fejlen ligger hos Boeing. Den forsinkede flyvning mellem Los Angeles og Stockholm foregik netop med en af Norwegians Boeing B787 Dreamliners, der har været en række problemer med.

Advokat Stephan Eriksson, der har speciale i luftfart og som er tilknyttet Travelright, repræsenterer de to forsinkede rejsende. Han stiller sig uforstående over, hvorfor Norwegian ikke følger EU’s regler, men er samtidig ikke overrasket.

”Norwegians problemer med Dreamlinerne fortsætter, og mens Norwegians passagerer rammes af forsinkelser, fortsætter selskabet med at skyde skylden over på Boeing. Det naturlige ville være, at Norwegian udbetaler kompensationen til passagererne og så bagefter tager sagen op med Boeing,” siger Stephan Eriksson i en pressemeddelelse og tilføjer: ”Det virker som om Norwegian blæser på sine forsinkede passagerers ret til kompensation, men vi holder fast i denne sag til Norwegian betaler. Forsinkelsen i denne sag stammer fra tidligere forsinkelse med samme fly og manglende tilgang til reservedele, så ansvaret ligger hos Norwegian.”

Det højeste beløb, en passager kan få i erstatning efter EU-forordning 261/2004, er 600 euro – uanset prisen på flybilletten. Ifølge EU er 1 pct. af alle flyafgange så forsinkede mm, at flypassagererne har krav på kompensation, oplyser TRS Travelright.

Juni-udgaven af Stand By havde bl.a. fokus på området med kompensation ved flyforsinkelser. ”Vores mange stævninger af flyselskaber gør os til største i Københavns Byret,” siger direktør Johan Fugmann fra det største danske firma på området, Flyforsinkelse.dk, i artiklen.