Sydvestjysk lammefestival

Regionen er kendt langt ud over Danmarks grænser for sit kraftfulde lammekød og festivalen er den første af sin slags. Den skal finde sted årligt med det formål at sætte fokus på de velsmagende marsk- og vadehavslam, samt de mange andre sydvestjyske delikatesser.

 

Sydvestjylland bugner af kulinariske lækkerier. Til dem hører for eksempel østers, muslinger og hesterejer, der høstes ud for Rømø, Fanø og Ribe. For ikke at tale om de fede vadehavs stude, lufttørret skinke, økologiske oste, marskhonning og lokalbryg.

 

Nu får lammene så deres helt egen festival. I dagene fra den 4. til den 12. juni holdes der Lammefestival i Sydvestjylland. Bag festivalen står turistcheferne i de fem sydvestjyske kommuner Varde, Vejen, Esbjerg, Fanø og Tønder, som er gået sammen med lokale producenter og restauratører om at sætte fokus på

regionens delikate lammekød. Festivalen, der også skal skabe opmærksomhed omkring egnens mange andre kvalitetsfødevarer, byder på et væld af oplevelser for hele familien ­ lige fra udsøgte lammeretter til fåreklipning og hyrdehundeopvisning.

 

Festivalen skydes i gang den 4. juni med et arrangement på Kammerslusen vest for Ribe, hvor der holdes Kulinarisk Lammetaffel. Her vil en fremtrædende kok fra hver af de fem kommuner tilberede lammeretter, ledsaget af øl fra lokale bryghuse og let underholdning. De fem kokke svinger til dagligt panderne på Schackenborg Slotskro, Sønderho Kro, Restaurant Justesen i Varde, Restaurant Herregårdskælderen i Brørup samt Kolvig og Restaurant Kammerslusen.

Skrevet af Flemming Juul