Syv nye servicestationer på motorveje

Vejdirektoratet og Q8 har startet byggeriet af syv nye motorvejsstationer rundt omkring i Danmark. Målet er at bygge og drive servicestationer, som passer til fremtidens transport.

Q8- og F24-anlæggene åbner på motorvejsstrækninger, hvor der i dag ikke ligger noget anlæg og ifølge trafikdirektør Niels Tørsløv fra Vejdirektoratet skal åbningen ses som et led i Vejdirektoratets bestræbelser på at forbedre servicen.

De nye anlæg skal ligge på motorvejsnettet i Midtjylland, Nordjylland og Nordvestsjælland. Flere af dem bliver placeret på rastepladser ved motorveje, der er anlagt eller udvidet inden for de senere år. De to nye servicestationer på Silkeborgmotorvejen – Kalbygaard Skov N og Kalbygaard Skov S – bliver fuldt bemandede serviceanlæg med butik og lounge.

Alle de nye anlæg bliver drevet af Q8, som har vundet det udbud, der netop har været afholdt. Q8’s adm. direktør, Steffen Pedersen, ser projektet som et udtryk for virksomhedens arbejde med fremtidens mobilitet.