Tæt på norsk hotelrekord

Aldrig før har de norske hoteller haft så mange sommergæster som i år. Sammenlagt steg det totale antal overnatninger i de tre sommermåneder med 3,2% til 6,68 millioner gæstedøgn.

Tallet er langt højere end i sommeren 2007 – norsk hotelerhvervs jubelår – men alligevel er der kun begrænset grund til at juble.

”Værelsespriserne har ikke fulgt omkostningsudviklingen. Lønsomheden er derfor ikke særlig god totalt set”, siger Per-Erik Winther fra Horwath Consulting, et rådgivningsselskab, som har specialiseret sig i analyser af rejse- og turisterhvervene, skriver norske Aftenposten.

Til trods for, at mange hoteller melder om gode overnatningstal er der en tydelig forskel fra rekordåret 2007. Dengang meldte blot 16% af Norges hoteller om negativ bundlinje. Sidste år var det 36%.

Der meldes om store forskelle i branchen. Specielt er polariseringen mellem by og land steget. Stadig flere hotelgæster foretrækker byerne og lufthavnshotellerne, mens distriktshotellerne lider.

Skrevet af Flemming Juul