Tættere på en Nordhavn-metro

metro-tunnelMetroselskabet har indgået tre af fire entreprenørkontrakter på den 2,3 kilometer lange metrolinje, der skal gå til Nordhavn i København.

”Vi er nu et stort skridt tættere på at realisere den metro, der får afgørende betydning for den nye bydel”, siger projektchef i Metroselskabet, Mikkel Kjær Jensen.

Planlægningen af afgreningen fra Cityringen til Nordhavnen er på skinner. Den nye linje skal åbne kort efter Cityringen i slutningen af 2018.

Metrostrækningen anlægges af Hochtief og Züblin, der også skal bygge metrostationen under Nordhavn Station. Ansaldo STS skal levere tekniske installationer som skinner og kørestrøm. Ansaldo har også leveret tog og teknik til den eksisterende Metro og til Cityringen.

Nordhavnsmetroen får to stationer – Nordhavn og Orientkaj – og den samlede pris er omkring tre milliarder kroner.