Take-away fra Michelin-restauranter

kokkeriet-bog-061306-copyI august startede take away-netværket Gotipster et samarbejde med restaurant Kokkeriet, som har en stjerne i Michelin guiden. På en uge solgte de gourmet retter til 1.000 gæster.

”Sammenlignet med forretninger, som udelukkende har take away, så er der ingen, selv ikke Sticks’n’Sushi, der kan konkurrere”, siger Simon Evers CEO og medstifter af Gotipster.

Siden Kokkeriet har konceptet bredt sig blandt andre toprestauranter, som øjner nye muligheder for flere kunder. I dag har Gotipster 25 medlemmer, hvoraf størstedelen er anbefalet i enten Michelin guiden eller i den danske White Guide, skriver finans.dk.

På Michelin-restauranten Clou koster en fuld middag, hvis den indtages på stedet, omkring 2.500 kroner. Vælger man take away-løsningen, slipper man med 175 kroner.

Ifølge Simon Evers er kokkene, der tilbereder retterne, de samme, men menuen er anderledes: ”Der er forskel på, hvad man kan køre ud af huset, og hvad man kan lave i restauranten. Mange restauranter laver kold take away til opvarmning”.

”Man vil komme til at presse de mindre take aways ud af markedet, fordi man har nogle stordriftsfordele i restaurantkøkkenerne. De har betalt huslejen. De har betalt kokkene. Produktionsudstyret er betalt, så man kan producere til helt andre enhedspriser. Og så kan de producere i en kvalitet, som de andre ikke kan hamle op med”, siger Simon Evers.