Taxinævn i strid om ligebehandling

Ligebehandlingsnævnet betegner kravet for at blive taxivognmand som diskriminerende. Ifølge Danmarks Statistik har flertallet af taxichaufførerne i Københavnsområdet indvandrerbaggrund og af dem har knap en tredjedel gennemført en uddannelse, mens 98% af etnisk danske chauffører har en uddannelse, skriver politiken.dk.

Taxichauffør Adnan Ahman har kørt taxi i 16 år med ønsket om at blive vognmand, tjene mere og ’blive sin egen herre’. Hidtil har køreerfaringen været afgørende for, om han kunne blive vognmand, men nu stiller taxinævnet også krav om erhvervsuddannelse.

 

Det nye pointsystem er gennemført på trods af skriftlige protester fra over 1.000 taxichauffører. Adnan Ahman og kollegaen Safraz Salim har indbragt en klage over det nye system til Ligebehandlingsnævnet.

Herfra lyder afgørelsen, at Taxinævnets uddannelseskrav er indirekte diskriminerende og i strid med forskelsbehandlingsloven.

Taxinævnet skal nu overveje at fjerne pointsystemet eller anke afgørelsen til domstolene.

Skrevet af Flemming Juul