Thailænderne fejrer jul – nytårsaften

Mange skandinaver holder jul i Thailand med julemand, julegaver, god mad, juletræ og julelys. For thailænderne er juletraditionerne noget anderledes.

I buddhistiske Thailand er julen én af mange fester, hvor man pynter op og går ud på restaurant – gaverne udveksles nytårsaften.

Juledagene er almindelige hverdage. Alt er åbent, og folk går på arbejde.

”I Thailand har vi jo ingen kristen anledning til at fejre jul, men vi tager gerne andre kulturers festligheder til os og elsker juledekorationer med gran, glimmer og lys. På hoteller og restauranter gør man alt for, at turisterne skal få en drømmejul. Julemanden plejer at dukke op – nogle gange på en elefant!” siger Nalinee Pananon, direktør for det thailandske turistbureau i Stockholm.

Nytårsaften og nytårsdag er helligdage i Thailand. Der holder de fleste lukket, men butikker holder åbent, og de thailændere, der har fri, tager ud og køber gaver. Det er nemlig til nytår, man giver ”julegaver” i Thailand.

Andre højtider, som fejres i Thailand, er: kinesisk nytår (10. februar 2013), thailandsk nytår (Songkran,13.-15. april 2013), dronningens fødselsdag/mors dag (12. august), Loi Krathong (17. november), kongens fødselsdag/fars dag (5. december).