TURISME: Fra januar skal indrejsende i Thailand muligvis betale turistskat. Lovforslaget er endnu ikke vedtaget – beløbet kan blive ca. 88 kr.
Forslaget om turistskatten kommer fra Thailands minister for bl.a. turisme og skal give flere penge til landets infrastruktur. Thailand begrunder også den nye indtægtskilde med, at udenlandske turister til kongeriget uden nødvendige rejseforsikringer årligt koster Thailand ca. 35 mio. kr., fordi de ikke betaler for behandling på thailandske hospitaler.
Samtidig vil Thailand formentlig også med indførelsen af en turistskat prøve at holde nogle af de mindre forbrugende turister væk – og sætte fokus på ”kvalitets-turister,” der spenderer mere. Sidste år havde Thailand over 22 mio. turister, heraf 167.000 fra Danmark.
Thailands turistråd, Tourism Authority of Thailand, understreger, at lovforslaget om en turistskat ikke er vedtaget. Flere medier nævner, at turistskatten kan blive blot 500 bath – ca. 88 kr. Udlændinge som rejser ind i landet og bliver under tre døgn skal angiveligt betale blot 30 bath pr. dag.
Samtidig arbejder de thailandske myndigheder også med at gøre noget ved de ca. 100.000 udlændinge, som bliver i Thailand, selv om deres visum er udløbet.
Debatten i Thailand går også på at lave en ”diskriminerende turistskat” mod de nationaliteter, der oftest er problemer med – f.eks. russerne.