Thomas Cook afviser salg af flyselskaber

Cockpittet i en Airbus på et Thomas Cook Airlines Scandinavia-fly. Foto: Thomas Cook Airlines Scandinavia.

Cockpittet i en Airbus på et Thomas Cook Airlines Scandinavia-fly. Foto: Thomas Cook Airlines Scandinavia.

FLYSELSKABER: Den engelske rejsegigant Thomas Cook vil sælge sine fire flyselskaber, herunder Thomas Cook Airlines Scandinavia, skriver en kendt engelsk avis. Men koncernchefen for Thomas Cook Group afviser på det bestemteste, at der er planer om frasalg.

Ifølge avisen Sunday Times har Thomas Cook Group de seneste måneder kontaktet potentielle købere af sine fire flyselskaber, herunder andre charterflyselskaber og investeringsfonde. Men, tilføjer avisen, der er ikke indgået aftaler, og der er ingen forhandlinger i gang.

Gruppens fire flyselskaber omfatter Thomas Cook Airlines i såvel England som Belgien, tyske Condor samt Nordens største charterflyselskab, Thomas Cook Airlines Scandinavia, der har hovedkvarter i Københavns Lufthavn.

Ifølge Sunday Times siger Thomas Cook-gruppen i en kommentar til historien, at man er tilfreds med udviklingen i sin flyselskabs-division. ”Vi ser flyselskaberne som en vigtig del af vores forretningsgrundlag,” hedder det ifølge Reuters.

I november sidste år skilte Thomas Cook-gruppen sig overraskende af med sin koncernchef, Harriet Green.

Den nye koncernchef, Peter Fankhauser, afviser, at der er planer om frasalg af gruppens flyselskaber, hedder det i udtalelse sendt til standby.dk.

”Jeg kan kategorisk afvise planer om dette. Der har før været rygter om, at Thomas Cook Group vil frasælge sine flyselskaber. Jeg er opmærksom på den usikkerhed en avisartikel som denne kan give, men den er ren spekulativ. Bestyrelsen for Thomas Cook Group har stor tiltro til vores flyselskaber, ellers havde de ikke godkendt de investeringer i bl.a. nye fly – de største der nogensinde er foretaget i noget område indenfor Thomas Cook,” siger Peter Fankhauser.

I en udtalelse fra Thomas Cook-gruppen siger talsmand: ”Vi er tilfredse med udviklingen med udviklingen i vores fire flyselskaber; de har bidraget med over 100 mio. pund i synergier til gruppens samlede spareprogram og flyselskaberne arbejder stadig tættere sammen. Vi har investeret i nye flykabiner og købt nye langrutefly til såvel Thomas Cook Airlines i England som til Condor i Tyskland. Det betyder, at vi ser vores flyselskaber som vigtig del af vores forretnings- og indtjeningsmodel. Men selvfølgelig er vi da åbne for muligheder, der indebærer samarbejde med andre partnere og flyselskaber…”