Til søs med Tysk Turistinformation

Den populære workshop var i år den største nogensinde i den periode, næsten 30 år, Tysk Turistinformation (DZT) har arrangeret workshops i Nordøsteuropa.

 

30 udstillere fra Tyskland sad på plads overfor 60 indkøbere fra Skandinavien, Finland og Baltikum sammen med 10 journalister fra regionen.

 

Næppe havde MS Mariella lagt fra kaj før Bernd Hässler, general manager for DZT i Nordøsteuropa, bød velkommen og de 60 indkøbere blev sendt ud på en ”speed dating” mellem de mange udstillere.

 

Næste dag var der afsat tre timer til en workshop, hvor der igen var livlig trafik mellem bordene.

 

Under opholdet i Helsinki var der arrangeret en fælles frokost og efterfølgende afsat tid til på egen hånd at opleve Helsinki.

 

På pressemødet undervejs kunne en begejstret Bernd Hässler berette at strømmen af turister fra Norden stadig boomer.

 

Efter flotte stigninger i 2011 overfor 2010 fortsætter succesen. I dette års første fem måneder steg antallet af overnatninger fra Danmark med ni procent, fra Norge med 11,2 procent og fra Sverige med fire procent.

 

Workshoppen næste år vil ligeledes foregå på vandet denne gang med DFDS mellem København og Oslo.

 

Skrevet af Villi Karup Rasmussen