To nye restauranter i Københavns Lufthavn

Maden i Foodmarket i Transithallen er baseret på ernæringsekspert Louise Bruuns filosofi om, at mad gør glad.

 

Foodmarket-delien er udviklet i samarbejde mellem food and beverage-virksomheden Select Service Partner og Jakob Blom og Kristian Willumsen. De to er kendt for Restaurant Olsen, Restaurant Konrad og GrillBar.

 

Henrik Andersen, adm. direktør for SSP’s danske forretning, mener, at Foodmarket har den rette profil:

 

”Danskernes fokus på økologi er blevet langt mere udtalt i de senere år, og vores analyser peger på, at det også påvirker passagerernes ønsker til den mad, de spiser. Med Foodmarket tilfører vi fast food-begrebet en god portion kvalitet – Louise Bruuns tilgang beviser, at hurtig-mad sagtens kan være både god og nærende.”

 

Om Foodmarket siger Carsten Nørland, salgs- og markedsdirektør i Københavns Lufthavn:

”Vi skal give passagererne gode rejseoplevelser med kvalitetsoplevelser – uanset om man er til østers og røde bøffer eller en salat og en hurtig sandwich, der kan spises på vej til gaten eller på flyet.”

 

Foruden Foodmarket introducerer SSP to københavnske kendinge i Københavns Lufthavn, MASH, der ligesom Foodmarket åbnede i Terminal 2 i går, og Le Sommelier, der åbner til december, sidstnævnte som afløser for restauranten Eyecon, mens MASH erstattede A hereford Beefstouw.

 

SSP har samarbejdet med Københavns Lufthavne siden 1975. SSP er Danmarks største food and beverage-virksomhed, oplyser Københavns Lufthavn.

Skrevet af redaktionen