To nye vindere og en genganger

Fra venstre Årets Innovatør, Carsten Papuga, Årets Turistbusselskab ved Heino Norddahl Larsen (Herfølge Turistfart) og Årets Busrejsearrangør Helge Klingenberg. Foto: Lars Møller.

Fra venstre Årets Innovatør, Carsten Papuga, Årets Turistbusselskab ved Heino Norddahl Larsen (Herfølge Turistfart) og Årets Busrejsearrangør Helge Klingenberg. Foto: Lars Møller.

BUSSELSKABER: Vinderne af Danish Coach Award 2014 bød på to nye ansigter og en genganger fra sidste års prisuddeling.

”Stort tillykke til Papuga, der for andet år i træk viste sig som vognmanden med den mest innovative ide i feltet,” sagde direktør i Danske Busvognmænd, Steen Bundgaard, ved uddelingen på Ferie for Alle i Herning.

Denne gang imponerede Papuga med anskaffelsen af en særlig dobbeltdækkerbus. En satsning, der ifølge komiteen, som uddeler priserne, bør få branchen til at overveje muligheder for indkøb af busser på tværs af EU’s grænser.

Som Årets Busrejsearrangør valgte priskomiteen Klingenberg Busrejser og pegede på Herfølge Turistfart som Årets Turistbusselskab.

”Herfølge Turistfart var nomineret sammen med et stærkt felt af turistvognmænd. Familievirksomhedens moderne markedsføring endte med at overbevise priskomiteen om, at Herfølge Turistfart skulle kåres som vinder,” siger direktøren i Danske Busvognmænd, Steen Bundgaard, der selv sidder med i den syv mand store priskomite.

Priskomiteen består af uafhængige personer: Lars Thykier, Danmarks Rejsebureau Forening, Anna Wittgren fra Visit Sweden/Malmø, Lise Lyck, lektor ved Copenhagen Business School, Center for Turisme og Kultur, Ole Egholm, Dansk Brancheanalyse, Bernd Hässler fra Tysk Turist Information, Allan Jensen fra Turistvognmændenes Arbejdsgiverforening og Steen Bundgaard fra Danske Busvognmænd.