TransAsia Airways lukker

airbus_a330-300_transasia_airways_-_f-wwyh_-_msn_1378_10313136076Flyselskabet fra Taiwan meddelte mandag, at alle flyvninger var suspenderet fra tirsdag den 22. november.

På et hasteindkaldt bestyrelsesmøde tirsdag blev det besluttet, at man måtte stoppe driften af flyselskabet fuldt og helt. Flyselskabet har haft betydelige underskud i år og er ikke lykkedes med at finde ny kapital til driften, og har ikke været i stand til at indfri lån, der forfalder i næste uge.

TransAsia Aiways har tabt omkring 70 millioner dollars i årets tre første kvartaler – det dobbelte af det samlede underskud for 2015.

Problemerne for flyselskabet blev ekstra alvorlige efter selskabet blev ramt af alvorlige dødsulykker i juli 2014 og i februar 2015. Samtidig faldt besøgstallet fra Kina på grund af politiske spændinger.

TransAsia har eksisteret i 65 år og rådede ved lukningen over 24 fly. Der var omkring 2.000 ansatte.