Travl dag i København for EU´s transportkommissær

Baltic Development Forums topmøde afvikles på Holmen i København med deltagelse af bl.a. transportkommissæren.

 

Men estiske Siim Kallas skal under sit besøg i København også forbi lufthavnen, på tur med metroen, se Better Place’s batteriskiftestation for el-biler i Herlev, mødes med organisationen bag den kommende Femern-forbindelse, samt en række andre aktører fra den danske transportbranche.

 

Efter frokost med transportminister Henrik Dam Kristensen holder kommissæren en af hovedtalerne på Baltic Development Forums topmøde og deltager i flere møder om Østersøsamarbejdet.

 

I Københavns Lufthavn får kommissæren en introduktion og præsentationen af lufthavnen. Han skal høre om lufthavnens fremtidsstrategi og udbygningsplaner for bl.a. Finger C, udvidelse af terminalerne og den kommende Terminal 4.

”Vi vil naturligvis også tale EU’s lufthavnspakke med ham, hvor vi jo har mangeårige erfaringer med liberalisering af ground handling. Og så har vi tænkt os at tale Security med ham,” siger Københavns Lufthavns pressechef, Søren Hedegaard Nielsen, til takeoff.dk.

Skrevet af redaktionen