Turistattraktioner utroværdige på Wikipedia

Legoland-PiratlandVisitDenmark mener, det er afgørende for en virksomheds image at have en troværdig Wikipedia-side, men det vil ikke ændre på besøgstallene.

Rådgivningsbureauet Imagepedia har analyseret Danmarks 50 mest besøgte turistattraktioner og rangeret dem ud fra en gennemsnitsscore i fire kategorier: Opslagets omfang, visuel karakter, troværdighed og vigtige informationer.

Selv om Tivoli klarer sig fint med en samlet 7. plads, falder både Legoland og Bakken igennem med gennemsnitlige mellemplaceringer. Nikolaj Wiinholt, en af Imagepedias rådgivere: ”Nogle attraktioner tager ikke Wikipedia seriøst. Det er vigtigt, at udenlandske turister kan finde fyldestgørende information på Wikipedia, hvor flere attraktioner halter gevaldigt efter både med billeder, vigtige informationer og troværdig kildeangivelse”, skriver business.dk.

”Det kan godt tænkes, at attraktioner, som klarer sig knap så godt på Wikipedia, kan miste besøgende ved at have et utilstrækkeligt opslag. Turistattraktionerne bør tage Wikipedia seriøst i deres marketingstrategi”.

VisitDenmark kan godt se et problem: ”Det er klart, at Wikipedia er et sted, hvor turisterne vil komme hen, da siden ligger højt i søgningerne, og derfor er det naturligt, at vores attraktioner bliver eksponeret på Wikipedia, så de skal tænke på den profil, de har, så de er attraktive på Wikipedia”, siger Agnete Sylvest Jensen, chef for digitale medier hos VisitDenmark.

”Det, der i højere grad har en effekt på turismen, er anbefalinger fra andre, så det handler for virksomhederne om at fremstå attraktive i den sammenhæng, men også om at være sig bevidst, at turisterne også kan orientere sig på Wikipedia”..