Turister glemmer det bedste af Phuket

phuketThailands største ø er blandt verdens mest populære badeferiedestinationer, men glem ikke at gå på opdagelse i Phuket by.

Mikkel Tofte Jørgensen, journalist på DR og forfatter til Turen går til Thailand, fortæller om de mange spændende ting, der sker i Phuket netop nu.

Thailands største ø er mere end solbadning, dykning og sand mellem tæerne, siger han, som i flere omgange har boet i Thailand og i mere end tyve år rejst landet tyndt.

”Man glemmer og overser ofte Phuket by, som bliver stadig mere interessant. Det livlige handelscentrum er ved at blive restaureret og shinet op. De gamle kinesiske købstadshuse bliver renoveret og ind flytter bl.a. kunst- og antikvitetshandlere. I modsætning til strandområdernes ensartede butikker, kan man her finde originale souvenirs eller få skræddersyet en kjole eller et sæt tøj af silke”, fortæller Mikkel Tofte Jørgensen.
Man skal også tage til Phuket by for at få de største madoplevelser:

”Phuket blomstrer på madfronten. Trenden er, at entreprenører rykker ind i byens gamle handelshuse og laver gadeagtige køkkener – men indenfor. Drømmer man om at opleve et rigtigt marked, så er chancen der også i Phuket by, hvor de lokale hver dag tager ind og handler friske råvarer”.

Falk Lauritsen Rejsers direktør Søren Falk Lauritsen: ”Strandene er uden tvivl Phukets store trækplaster, men det ville være ærgerligt ikke at opleve Phuket by, som er farverig og pulserende – og i øvrigt et godt sted at tage hen for at få et frikvarter fra solbadningen. Busser og taxaer pendler mellem strandområderne og Phuket by, så der er ingen god grund til ikke at få disse enestående oplevelser med på turen til Thailand”.