Turister køber aflad og stresser af

Det går godt for dansk turisme, men andelen af udenlandske turister er for lille. Derfor skal der rykkes hurtigt, hvis den stigende turisme ikke skal gå vores næse forbi.

”Vi går glip af valuta og bliver afhængige af de danske turisters lyst til at holde ferie i Danmark. Mange oplever Danmark som et lukket land udenfor sommermånederne. Turister vil have valgmuligheder, de vil fristes og de vil have aktiviteter og oplevelser, hvor de kan hygge sig sammen, overraskes, udfordres og lære nyt”, sagde VisitDenmarks direktør, Dorte Kiilerich.

En forudsætning for videre udvikling er, at man forstår hvilke produkter, der efterspørges. Man skal forstå, hvordan turistens hverdagsliv forandrer sig. Værdier og behov i hverdagslivet er det, der vil være afgøre folks forbrug – også under fritid og ferier.

Vurderingen sker på baggrund af en analyse om forandringerne i europæernes forbrugsvaner, som reklamebureauet DBB har udarbejdet for Visit Denmark. Ifølge analysen er europæernes værdier skiftet fra materielle goder til dybere værdier som refleksion, substans og bæredygtighed, og de nye værdier har store konsekvenser for turismen.
”Det kan være at købe aflad for den CO2, man udleder, når man flyver på ferie”, sagde Puk Rohde, DBB, og henviste til muligheden for at beregne CO2 udledningen og betale for den udledte CO2, når man bestiller sin flyrejse.

”De primære behov er lade op, dyrke samvær og vise ansvarlighed. Forbrugerne er mere krævende i forhold til kvalitet og bekvemmelighed. Dette er en udfordring og en mulighed fordi der skal noget ekstraordinært til, når man ikke har stabilt godt vejr på sin side, og fordi forbrugerne betragter kvalitet og bekvemmelighed som basisleverancer, man kan forvente og ikke en merværdi, man vil betale ekstra for,” sagde Puk Rohde.

Skrevet af