Turister strømmer til Tyskland

”Med de imponerende tal fra de første fem måneder af året cementerer Tyskland sin position som et af de populæreste rejselande i Europa“, siger Ernst Burgbacher, medlem af forbundsregeringens turismeudvalg.

 

Ifølge Statistisches Bundesamt er antallet af udenlandske overnatninger i maj steget med 10,2% i forhold til sidste år. I årets første fem måneder blev der registreret næsten 24 millioner udenlandske overnatninger på overnatningssteder med mere end ti senge.

 

”Dette flotte resultat skyldes ikke mindst danskerne, der valgte at tilbringe fridagene i forbindelse med St. Bededag, Kristi Himmelfart og pinse i Tyskland”, erklærer Petra Hedorfer, bestyrelsesformand for Deutsche Zentrale für Tourismus (DZT). ”Over 253.600 overnatninger – en stigning på 26,9% blev det til. I hele Europa blev Danmark kun overgået af belgierne (29,4%) og bulgarerne (28,6%) og på verdensplan af brasilianerne (32,2%). Fra januar til maj steg danskernes overnatninger i Tyskland med 13,6%”.

Skrevet af Flemming Juul