Turisterne skal redde Island

Den danske valuta er mere end velkommen på Island, hvor finanskrisen lige nu brager løs. Hos det store islandske rejseselskab Hekla Travel fortæller salgschef Birna Arinbjarnardóttir, at flere danskere de seneste dage har ringet for at spørge om rejser, fordi de har fået øjnene op for, at de netop nu kan få 40 procent mere for pengene på Island end på samme tid sidste år.

 

»Danskere kan jo godt lide at få noget for deres kroner – det kan man jo også se på, hvor mange, der har besøgt USA og været med til at hjælpe den amerikanske økonomi, så de skal endelig gøre det samme på Island,« siger Jón Runólfsson, forstander for Islands Kulturhus i København.

 

Ulrika Petersson fra Islands Turistråd mener også, at øget turisme kan være med til at hjælpe Islands økonomi tilbage på fødderne.

 

»Næst efter fiskeriet er turisme allerede den største indtægtskilde på Island, og lige nu er der en god mulighed for at tiltrække de turister, der tidligere har syntes, at Island var lidt for dyrt. Og udenlandsk valuta er mere end velkommen, «siger Ulrika Petersson.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen