Tusinder forlader Japan med privatfly

Efterspørgslen har fået priserne på taxifly til at stige op mod 25 %, skriver Reuters. Det er bl.a. multinationale virksomheder, der henter ikke-japanske medarbejdere ud af landet indtil tingene igen er normale og den i øjeblikket lave stråling er aftaget.

 

Medarbejderne flyves bl.a. til Hong Kong, Taiwan, Sydkorea, men også helt til Australien og USA.

 

"Kunderne er ligeglade med prisen – vi har netop fløjet 14 personer fra Tokyo til Hong Kong, en tur på fem timer. De betalte 25 % over den normale pris – for at komme af sted med det samme. Prisen blev 160.000 dollars," siger ejeren af Hong Kong Jet og tilføjer, at et andet af selskabets taxijets netop har haft en tur fra Japan til Australien til en forhøjet pris på 265.000 dollars.

 

Naturkatastrofen har også betydet mangel på flybrændstof og lukning af nogle lufthavne. Taxiflyselskabet Asia Jet fra Hong Kong har haft tre evakueringsfly fra Tokyo til Hong Kong med Airbus A330’ere, hver med plads til 300 passagerer.

 

Skrevet af redaktionen