Tvivl om lægeerklæring ved afbestilling af rejse

Normalt skal man have en lægeerklæring senest den dag, hvor den aflyste rejse skal være påbegyndt. Alligevel kan det gradbøjes viser en nu afsluttet sag i forsikringsselskabernes ankenævn, i følge Jyllands-Posten.

 

En mand, som skulle på motorcykelferie i USA faldt og slog sit hoved dagen før afrejsen. Han ringede til sit lægehus og talte med en sygeplejerske, der sagde, at han lige skulle se tiden an om han blev ved med at være svimmel. Hun gav udtryk for, at han muligvis havde en lille hjernerystelse. 10 dage senere kom han til læge og fik sin sygemelding.

 

Det var bare ikke godt nok, afgjorde Europæiske. Der står i bestemmelserne, at der skal søges læge senest på afrejsedagen. Det hævede manden også han havde gjort, og her fik han et råd om at se tiden lidt an.

 

Det fik han ret i fra Ankenævnet, der bemærker, at det ikke betyder noget, at det formelle krav om en lægeerklæring senest på afrejsedagen ikke er holdt. Det var nemlig lægehuset, som bestemte den senere konsultationsdag, mens manden overholdt sin del ved at kontakte lægen.

 

En sag, der er god at få forstand af, når man skal rådgive sine kunder.

Skrevet af Ejvind Olesen