Tvivlsomt rejsebureau slettet i Rejsegarantifonden

ving toursPLAT: Kontroversielle Vingtours.dk har fået slettet sin registrering i Rejsegarantifonden. ”Rejsebureauet” blev bl.a. kendt for at platte på Spies’ varemærke og slogan.

”Ving Tours er slettet i Rejsegarantifonden og må derfor ikke udbyde rejser,” siger fondens direktør, Birgitte Fjeldhoff, til standby.dk

Fra midten af februar til starten af marts var der stor medieomtale af Ving Tours, bl.a. på standby.dk

Det tvivlsomme rejsebureau plattede på Spies’ registrerede varemærke ”ving” og Spies’ slogan, ”Spies, rejs og vær glad.”

Ving Tours lukkede i starten af marts sin hjemmeside – og den nye hjemmeside – ”vindtours.dk” – var i går fortsat lukket; ”siden er under vedligeholdelse,” står der.

Ving Tours dukkede op i februar med bl.a. annoncer i aviser og plakater på busstoppesteder og togstationer. B.T. har oplyst, at tre brødre, Tom, Kim og Bo Hansen, står bag Ving Tours. De har ifølge avisen flere konkurser bag sig og sættes i relation til rockergruppen Bandidos.

Største opponent mod Ving Tours var Spies’ moderselskab, Thomas Cook Northern Europe, TCNE. Det har registreret navnet ”Ving” og sit slogan ”Spies, rejs og vær glad.” TCNE havde indtil 2008 charterrejsebureauet Ving i Danmark – det findes stadig i Sverige. Ving Tours brugte sloganet ”Smil, rejs og vær glad.”

Spies bad Ving Tours stoppe med at bruge navnet ”Ving” og Spies’ næsten kopierede slogan. Da det ikke skete, indgav TCNE en såkaldt forbudsrekvisition til fogedretten i Glostrup, der bl.a. dækker Vallensbæk, hvor Ving Tours har hjemadresse.

I rettens kendelse blev det forbudt Ving Tours ApS

”at benytte betegnelsen ”VING” ved markedsføring, annoncering og salg af transport, ophold og rejser.

At benytte VINGTOURS ApS som binavn.

At anvende www.vingtours.dk i forbindelse med markedsføring og salg af transport, ophold og rejser.

At anvende varemærket VING som søgeord i forbindelse med sin hjemmeside på internettet.

At benytte betegnelsen ”Smil, rejs og vær glad” i forbindelse med markedsføring og salg af transport, ophold og rejser.

Ving Tours ApS skal tilbagetage og annullere bestilte markedsførings-kampagner indeholdende kendetegnene VING og ”Smil, rejs og vær glad,” hed det i fogedrettens kendelse.