Tyrkiet Ekspertens konkurs kan koste 65 mio. kr.

tyrkiet ekspertenKRAK: Konkursen i Tyrkiet Eksperten bliver fortsat en af de dyreste blandt rejsebureauer. Ud over Rejsegarantifondens udgifter på 30 mio. kr., har konkursboet fået krav på yderligere ca. 35 mio. kr. Kurator efterlyser personer, som kan fortælle om driften af charterbureauet.

Da Rejsegarantifonden efter Tyrkiet Ekspertens konkurs åbnede pengekassen på charterrejsebureauets hovedkontor i København, var der kun lidt over 5.000 kr. i kassen.

Det oplyser boets kurator, advokat Ole Borch fra advokatfirmaet Bech-Bruun, i en ny kreditorinformation.

Samtidig har kurator fundet 592.000 kr. af Tyrkiet Ekspertens penge på konti i tyrkiske banker – anmodning om at få pengene overført er endnu ikke efterkommet.

Rejsegarantifonden meddelte tidligere på måneden, at fondens tab på Tyrkiet Eksperten forventedes at blive 25-30 mio. kr. – og dermed det dyreste eller næst dyreste krak blandt danske rejsebureauer. Rekorden i denne kedelige ende af skalaen har Calypso Verdensrejer, hvis konkurs i 1996 kostede fonden 28,4 mio. kr.

Men Tyrkiet Ekspertens konkurs bliver ikke kun kostbar for Rejsegarantifonden.  I kreditorinformationen oplyser Ole Borch, at der på nuværende tidspunkt er krav mod boet på næsten 65 mio. kr. (64.839.891 kr.) og at dette beløb forventes at stige.

De 25-30 mio. kr. kommer fra Rejsegarantifonden, mens de resterende kan være fra hoteller, flyselskaber og andre, som havde indgået kontrakter med Tyrkiet Eksperten. Ole Borch skriver i sin kreditorinformation, at han fortsat meget gerne vil have yderligere oplysninger om driften af Tyrkiet Eksperten og lover fuld diskretion.

Han skriver: ”Jeg har fra flere steder modtaget oplysninger og anmodninger om, at der sker undersøgelse

af omstændighederne, der førte til Tyrkiet Ekspertens konkurs. Jeg opfordrer alle, der har yderligere oplysninger om uregelmæssigheder eller usædvanlige forhold, at eftersende oplysninger herom. Alle henvendelser vil blive behandlet fortroligt.”

Ole Borch skriver også, at det undersøges, om der er sket ”strafbare forhold” i forbindelse med driften af Tyrkiet Eksperten og virksomhedens konkurs.

Tyrkiet Eksperten var Danmarks femtestørste charterrejsebureau med ca. 120.000 gæster om året. Foruden kontoret i København havde Tyrkiet Eksperten salgskontorer i Aarhus og Aalborg.

Bag Tyrkiet Eksperten stod Gündüz Dogusoy, hvis hustru, Zeynep Dogusoy, officielt var adm. direktør, mens han søn, Deniz Jensen, var salgsdirektør. Gündüz Dogusoy gik i 1996 konkurs med charterrejsebureauet Sultan Rejser, hvilket kostede Rejsegarantifonden seks mio. kr. Kommer konkursen i Tyrkiet Eksperten til at koste op mod 30 mio. kr., som Rejsegarantifonden anslår, vil Gündüz Dogusoy samlet have kostet fonden 36 mio. kr.

Ved Tyrkiet Ekspertens konkurs for en måned siden havde Rejsegarantifonden en formue på 82 mio. kr. til dækning af rejsende på pakkerejser ved f.eks. en rejsebureaukonkurs. Koster Tyrkiet Ekspertens krak de anslåede 25-30 mio. kr., skal Rejsegarantifondens bestyrelse på sit næste møde, 11. december, drøfte, om fondens formue skal hæves.