Tyrkiet er danskernes favorit

I juli byttede 214.000 danskere regnen ud med Sydens sol og varme. 25,7% valgte tyrkiske rejsemål som Antalya (33.331 gæster), Bodrum (8.840) og Dalaman (8.076), mens andre 25,4% satte kurs mod Grækenland med Chania på Kreta (20.321 gæster) som favorit fulgt af Rhodos (14.417) og Samos (3.145).

 

”Den megen negative omtale af Grækenland fik færre danskere til at vælge Grækenland. Faldet er til at overse, og vi venter, at flere af de græske rejsemål er tilbage på niveau i 2013”, siger produktchef Carlos Cebrian fra Spies.

 

Tyrkiet og Grækenland modtog sammen over halvdelen af de danske chartergæster i juli. Spanien var det tredjestørste rejseland med 21,4% af gæsterne.

 

”Top 5” over danskernes foretrukne rejsemål i juli ser således ud: Antalya, Mallorca, Chania, Burgas og Rhodos.

 

”Stadig flere rejsemål, som hidtil har været mest populære om vinteren, tiltrækker nu også danskerne om sommeren. Gran Canaria var Spies’ femte mest populære rejsemål – kun overgået af Mallorca, Antalya, Rhodos og Chania på Kreta. Også Egypten vinder – trods en længere flyvetid – indpas som sommerrejsemål”, fortæller Carlos Cebrian.

 

”Top 5” over fordelingen af ca. 214.000 feriedanskere på charter i juli – sidste år i parantes: Tyrkiet 25,7% (25,4%), Grækenland 25,4% (28%), Spanien 21,4% (22,1%), Bulgarien 8,2% (7,9%) og Egypten 3,6% (2,75%).

Skrevet af Flemming Juul