Tysk nudistfly aflyses

Den østtyske rejsearrangør OssiUrlaub fik en idé, der hurtigt gav alt udsolgt. Ideen gik på at tilbyde en nudisttur med fly fra Erfurt til det populære feriested Usedom ved Østersøen. 50 personer havde allerede meldt sig og betalt 400 euro for at deltage, men så fik selskabet kolde fødder og trak ideen tilbage på grund af moralske indvendinger fra medier og besøgende på selskabets hjemmeside. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten i dag.

En del af det nyskabende koncept gik ud på, at de rejsende skulle smide tøjet om bord på flyet og først tage det på igen umiddelbart inden landing. Flyet med afgang 5. juli skulle være det første af flere med det formål at genoplive tidligere østtysk nostalgi for naturisme, som var tilladt og særdeles populært under kommunismen, men forbudt under nazismen.

Skrevet af Simon Jørgensen