Tysk rykind i sommerhusene fortsætter

sommerhusDe gode nyheder om danske sommerhusudlejning fortsætter. Selv om skolernes sommerferie er slut i Danmark, er der stadig rift om sommerhusene, oplyser Campaya.dk, der formidler udlejning.

”Vi har oplevet ekstra stor efterspørgsel i forhold til de foregående år, og den tendens fortsætter i august, selv om feriehøjsæsonen egentlig er forbi. Flere steder er belægningen på samme niveau i august, som i skolernes sommerferie, hvilket er usædvanligt”, siger Jesper Kamp Kruse, kommunikationsmedarbejder for Campaya.dk.

Forklaringen er, at flere af de tyske delstater har august som den store feriemåned. Omkring halvdelen af udlejningerne går til tyske gæster.

En analyse af belægningen for 24.714 danske sommerhuse i tre uger i august viser, at der i de mest populære områder, som for eksempel Ringkøbing-Skjern kommune, var 95,4% udlejede sommerhuse mellem 8. og 28. august. For hele landet var mere end 85% af sommerhusene i analysen udlejet i de tre uger, skriver finans.dk.

Også andre udlejningsfirmaer har meldt om tårnhøj efterspørgsel denne sommer. Fra Sol & Strand lød det, at nogle kunder gik forgæves, fordi alt var udlejet. Der er brug for 3.000-4.000 flere udlejningshuse i Danmark, for at leve op til efterspørgslen, lød meldingen, som også Novasol og Dansommer tilsluttede sig.