Tyskerne strømmer til Danmark

Hos danske feriehuse i Novasol modtages tyske gæster særligt hjerteligt efter vrisne kommentarer om ekstra dansk grænsekontrol. De 28 servicekontorer er særligt opmærksomme på de mange tyske gæster, og de kommer en hel del flere end sidste år, oplyser selskabet.

”Bookinger de sidste tre dage har noteret en pludselig ekstra ordinær stigning på en halv snes procent. Mange stamgæster forsikrer, at de bestemt kommer tilbage. Reserveringer til 2012 er allerede steget med 20 procent.

Vi afgør selv, hvor vi vil hen. Danmark er et gæstfrit og sikkert ferieland og et godt valg for os,” hører personalet igen og igen.

Den meget omtale har tilsyneladende udviklet sig til øget solidaritet med Danmark som ferieland. Det bekræftes af direktør Carlos Villaro Lassen fra Feriehuslejernes Brancheforening i Berlingske Business.

”Det er i høj grad tyskerne, som kommer tilbage. Den tyske økonomi er kommet hurtigere tilbage på vækstsporet. I en periode har tyskerne vendt sig mod andre destinationer end Danmark, men nu regner vi med en fremgang fra Tyskland på ca. fem procent,” siger han til bladet.
På krydstogtsfronten har der aldrig før været så mange tyske turister til København som i år.

Væk er tilsyneladende alle politiske forudsigelser om, at tyskerne vil svigte i år på grund af øget grænsekontrol.

 

 

Skrevet af redaktionen