Udenrigstrafikken topper i Aalborg

110.468 passagerer rejste til og fra Aalborg Lufthavn i november 2012. I forhold til november 2011, hvor der fløj 116.225, er der tale om et fald på knap 5%.

Endnu engang ses en kraftig vækst på udenrigstrafikken, hvor der er tale om en stigning på 51,7%.17.343 rejste i november 2012 mod 11.435 i november 2011.

”Måned efter måned kan jeg konstatere positiv vækst i udenrigstrafikken, og at vores transformation fra indenrigs- til udenrigslufthavn følger den plan, vi lagde i 2009. Vi lægger nu vores forretning i flere kurve, og det gør os mindre sårbare over for pludselige forandringer i markedet”, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Chartertrafikken steg med 13,6% til 5.337 i november 2012 mod 4.698 i november 2011, hvilket er en stigning på 13,6%.

Indenrigstrafikken går tilbage i forhold til samme måned sidste år. 87.788 rejste mellem Aalborg og København i november 2012, hvilket er en tilbagegang på 12,3% i forhold til samme måned sidste år, da der rejste 100.092 på indenrigsruten.