Udlændinges feriehuskøb kan koste vækst

Halvdelen af landets borgmestre mener, at udlændinge skal have lov til at købe danske sommerhuse. Men det kan være en rigtig dårlig idé, mener Dansk Erhverv.

 

Markedsdirektør Mette Feifer tror, at traditionen for at udleje sommerhuse – ikke mindst ved den jyske vestkyst – risikerer at uddø, hvis sommerhuse bliver solgt til udlændinge.

 

"I dag udlejes omkring en femtedel af alle sommerhuse og i turistområder som den jyske vestkyst er tallet langt højere. Hvis de bedste sommerhuse forsvinder ud af udlejningsmarkedet, fordi de sælges til udlændinge, så bliver de beboet i kortere tid end i dag. For typisk vil ejerne måske bruge deres sommerhus i omkring fem uger om året – hvor disse huse i dag udlejes i gennemsnit 16 uger om året," siger Mette Feifer.

 

"Dermed risikerer vi at miste en betydelig omsætning fra de udenlandske turister, som ellers kunne have lejet sommerhusene. Det vil koste vækst og arbejdspladser i yderområderne – vel at mærke ikke kun inden for de direkte turisterhverv, men i høj grad også inden for detailhandlen, hvor mange store butikker i yderområderne i dag overlever på at have en god omsætning fra de udenlandske gæster”.

 

Hun nævner ikke noget om, hvorfor udlændinge ikke skulle udleje deres danske sommerhuse.

Skrevet af Flemming Juul