Udlejerstøtte fra kongehuset

Ifølge Feriehusudlejernes Brancheforening har Danmark mistet to millioner overnatninger fra tyske turister i løbet af de seneste ti år, hvilket har været med til at reducere udbudet af feriehuse til udlejning fra 40.000 til 30.000 og det mener organisationen, at kongehuset kunne være med til at gøre noget ved, skriver epn.dk. 

Direktør Carlos Villaro Lassen fra brancheforeningen mener, at kongehuset må træde i aktion. Der har ikke været et officielt statsbesøg i Tyskland siden 1974, mens kongehuset ar besøgt lande som både Thailand og Mexico.

Han mener et besøg i Tyskland kunne være med til igen at få de tyske ferierejsendes fokus til at rette sig mod Danmark. 

Han er glad for, at en stor del af de udeblevne tyskere er blevet erstattet af hjemmeblivende danskere og en udvidet feriesæson. Han venter at økonomien vil presse flere danskere til at blive hjemme i ferien, men er skuffet over, at der ikke kommer flere tyskere. 

Skrevet af Flemming Juul