Udvidelse for millioner i Sønderborg Lufthavn

Air Alsie er Nordeuropas største operatør af private jetfly, og over ti af de såkaldte executive jets har hjemmebase i Sønderborg. Det er bl.a. på den baggrund, at selskabet nu udvider sine faciliteter, oplyser lufthavnen.

                                             

”Vi har ambition om at blive autoriseret Dassault Service Center. Det er en af grundene til, at vi investerer i Sønderborg Lufthavn. Der er ikke et sådan servicecenter i Norden, og vi har stor erfaring med avancerede jetfly fra netop Dassault,” siger Air Alsies adm. direktør, Henning Tæstensen.

 

Air Alsie opererer også fly i Kuala Lumpur, New York og Moskva, det ændrer dog ikke på, at Sønderborg Lufthavn er hjemmebase for Air Alsie og det er her, at selskabet servicerer og vedligeholder deres mange fly.

 

Air Alsie forventer, at de nye bygninger i Sønderborg tages i brug i oktober. Den nye tilbygning er designet så den kan have forbindelse til yderligere en hangar, som kan bygges i takt med væksten i Air Alsie.

 

Air Alsie begyndte i april i år driften af en VIP-hangar for privatfly i Billund Lufthavn.

Skrevet af redaktionen