Ugelang strejke slut på flykøkken

Tirsdag i sidste uge blev medarbejder i LSG Sky Chefs bortvist fra flykøkkenet i Københavns Lufthavn, hvor han havde arbejdet i 14 år.
Dagen før bakkede han – i strid med reglerne – sin high loader, køretøjet der leverer mad- og drikkevarer til fly, fra et British Airways-fly uden at vente på sin kollega, der skulle fungere som ”vinkemand.”

 

Ved manøvren ramte han fly fra Jet Time på nabostandpladsen, hvilket han efter reglerne rapporterede til Københavns Lufthavn, CPH, og sin arbejdsgiver. LSG bortviste dagen efter den ansatte.

 

LSG begrundede også bortvisningen med, at medarbejderen tidligere har været involveret i en såkaldt ”nærved-hændelse” i lufthavnen, hvor der dog ingen skade skete – og hvor CPH, der driver Københavns Lufthavn, efterfølgende roste medarbejderen for at have fulgt reglerne og rapporteret næsten-hændelsen.

 

Bortvisningen fik kolleger i fagforeningen 3F hos LSG til at indlede overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. 3F opfordrede efter reglerne de strejkende til at genoptage arbejdet. I går, onsdag, var der mæglingsmøde mellem Dansk Industri, der repræsenterer LSG, og 3F. Det kom der intet ud af.

 

3F’s formand i Kastrup, Henrik Bay-Clausen, sagde i går til takeoff.dk:
”Der kom intet ud af mæglingsmødet, men det usædvanlige ved mødet var dets længde på fire timer; jeg tror, at LSG er for stolte til at erkende, at man har overreageret i sagen. Selve sagen om bortvisningen kører videre rent fagretsligt. Vi ønsker medarbejderen genansat.”

 

I spidsen for LSG Sky Chefs Danmark står adm. direktør Frank Breitenfelder. LSG leverer i Københavns Lufthavn bl.a. mad til flyselskaber som Air Canada, British Airways, CSA Czech Airlines, Egypt Air, Jet Time, Singapore Airlines og Turkish Airlines.

 

Der er ca. 50 ansatte hos LSG i Kastrup, der er organiseret i 3F. Den overenskomststridige strejke blev i sidste uge indbragt for arbejdsretten – retten besluttede, at medarbejderne skulle betale bod pr. strejketime – mandag i denne uge blev beløbet hævet af arbejdsretten til 66 kr. i timen.

 

Henrik Bay-Clausen glæder sig over, at ”næsten alle arbejdsgivere i lufthavnen har meldt, at en ”nærved hændelse” aldrig i deres firma vil få konsekvenser som i dette tilfælde.”

 

At ledelsen af flykøkkenet LSG næppe har fat i den lange ende i denne sag, viser kommentar fra Københavns Lufthavns driftsdirektør, Kristian Durhuus. Han afviser at CPH’s sikkerhedspersonale, som LSG Sky Chefs adm. direktør i Danmark, Frank Breitenfelder, skrev i bortvisningsbrevet, havde ”anholdt” den bortviste medarbejder fra LSG.
 
”Opslaget fra lufthavnens driftsdirektør, er det tætteste man kan komme på støtteerklæring fra lufthavnsmyndighederne. Vi er meget glade for CPH’s kontante udmeldinger under konflikten,” siger Henrik Bay-Clausen.
 
Kristian Durhuus understreger, at CPH er meget fokuseret på, at skabe et miljø, hvor man forebygge ulykker. ”Vi vil være rigtigt kede at det, hvis folk ikke tør melde hændelser som disse af frygt for at miste jobbet. Det er alfa og omega for vores safetykultur, at vi får informationer om denne type hændelser,” siger han.

 

I forbindelse med den konkrete bortvisning har lufthavnens driftsdirektør, Kristian Durhuus, inden strejken blev afsluttet, bl.a. skrevet dette på CPH’s intranet:

 

”Som nævnt i flere medier har cateringsselskabet LSG afskediget en medarbejder i forbindelse med en flyskade. CPH er blevet inddraget i sagen, da medarbejderen har indberettet hændelsen til safety – som CPH kræver. Derfor er den aktuelle afskedigelsessag og strejke ærgerlig.
 
Dialog og videreuddannelse af medarbejderne er vejen frem, så vi kan lære af fejl. Hvis en medarbejder begår den samme type fejl flere gange, vil vi sammen med den pågældende diskutere nødvendig efteruddannelse. Det bliver ikke betragtet som en sanktion.
 
Men selvfølgelig kan brud på safety-reglerne få konsekvenser, hvis man har handlet groft uagtsomt eller i gentagne tilfælde har begået den samme type fejl. I de tilfælde har vi et sanktionskatalog, udarbejdet med de faglige grupper.
 
At LSG har valgt at afskedige medarbejderen, har CPH har ingen indflydelse på. Vi kan ikke blande os i ansættelsesforholdene hos vores samarbejdspartnere, men vi har bedt om et møde med LSG’s ledelse for at diskutere konsekvenserne af deres beslutning,” skrev lufthavnens driftsdirektør.

 

Takeoff.dk har tidligere i denne uge skrevet om strejken, der nu er afsluttet.

Skrevet af Henrik Baumgarten