Undgå udlandets skæve helligdage

Forår og forsommer byder på mange helligdage, men de varierer fra land til land, så undersøg de særlige lukkedage, inden rejsen bookes.

Mange er ikke opmærksomme på, at der også findes mange skæve helligdage rundt om i Europa, hvor banker, restauranter og butikker holder lukket.

”Planlægger en storby- eller miniferie det næste par måneder, bør man tjekke de særlige helligdage først. Det er ærgerligt at være på shoppingtur i Rom, Paris eller London og så blive mødt af lukkede butikker, banker, supermarkeder og restauranter”, siger adm. direktør i FDM travel Jan Lockhart.

”Til gengæld kan man udnytte, at vi for eksempel har fri Store Bededag, ligesom der er flere, der har en hel eller halv fridag Grundlovsdag eller 1. maj. De er oplagt til at forlænge en storbyrejse, da hoteller rundt om i Europa har almindelige priser på de særlige danske fridage.”