Uroligheder truer turisme i Sydafrika

I de seneste par uger har Sydafrika været hærget af flere voldsepisoder, hvor adskillige udlændinge fra andre afrikanske lande er blevet slået ned, brændt til døde eller voldtaget. Mange fattige i Sydafrika beskylder nemlig gæstearbejderne for at stjæle deres arbejde og bidrage til bølgen af voldelig kriminalitet i landet, og det har ført til mange sammenstød, skriver tv2.dk i dag.

Sydafrika tiltrak i fjor 8,4 millioner turister, men Sydafrikas turistminister, Marthinus van Schalkwyk, frygter nu, at volden risikerer at skade turistsektoren. Turisme bidrager med otte procent af bruttonationalproduktet i landet og forsyner en million mennesker med arbejde.

Skrevet af Simon Jørgensen