US Airways og American holder kurs mod at skabe verdens største flyselskab

Indenfor få uger kan meddelelsen komme om, at US Airways og American Airlines slås sammen. Sammen vil de have flere passagerer end Delta Air Lines. Et problem er, hvilken alliance det sammenlagte selskab skal være i.

De to selskaber er angiveligt i de afgørende faser om en sammenlægning. US Airways fra Star Alliance vil gerne overtage American fra Oneworld – American har i over et år været i kontrolleret betalingsstandsning, Chapter 11, pga. af sin milliardgæld i dollars.

Kilder med kendskab til arbejdet med en sammenlægning, siger til Reuters, at meddelelsen om fusionen kan komme indenfor nogle uger.

Tallene fra sidste år er endnu ikke klar, men i 2011 havde American som verdens fjerdestørste flyselskab 106 mio. passagerer, mens US Airways på 10. pladsen havde tæt på 61 mio.

Til sammenligning havde Delta Air Lines, der flyver i Skyteam-alliancen, 161 mio. passagerer i 2011 og var dermed verdens største flyselskab på den konto.

Bestyrelsen for AMR, Americans moderselskab, mødes i dag og i morgen. Her skal den bl.a. kigge på selskabets chancer for at stå alene efter det er kommet ud af den kontrollerede betalingsstandsning, hvilket forventes at ske i år.