LUFTHAVNE: ”Hvis Københavns Lufthavn eller Danmark betaler hovedparten, udstationerer vi gerne pasbetjente i Danmark,” siger talsmand for Homeland Security.
”Hvis pengene ikke var et problem, havde vi fremskudte kontrolposter i de første 50 lufthavne verden over. Hvis passagerer til USA kan blive ekspederet allerede her med indrejsegodkendelse og toldbehandling, har vi de færre at bekymre os om, når flyet lander i USA. Så hvis Københavns Lufthavn bygger facilitet til os og lufthavnen, eller andre i Danmark, betaler regninger, åbner vi principielt gerne kontrolpost i morgen.”
Det sagde Douglas A. Smith, viceminister i Department of Homeland Security (DHS), der bl.a. har ansvaret for indrejsekontrol i USA, til standby.dk under den igangværende Pow Wow-messe for rejsebranchen i Las Vegas. Under DHS hører Customs and Border Protection (CBP), der forestår den egentlige pas- og toldkontrol for indrejsende til USA. Dagligt behandler CBP’s over 25.000 betjente i snit 1,7 mio. personer der rejser ind i USA, via lufthavne, veje fra Canada og Mexico, skibspassagerer mm.
USA indgik for nylig aftale med lufthavnen i Abu Dhabi – Etihad Airways hovedbase – om, at passagerer kan blive godkendt til indrejse i USA før afrejse fra Abu Dhabi. Passagerer til USA fra Abu Dhabi skal dermed ikke stå i de ofte meget lange køer efter ankomsten til USA og vente på at blive godkendt til indrejse.
USA har i forvejen lignende aftaler om forhåndsgodkendelse af flypassagerer, der flyver Canada og Irland.
”Regeringen i Abu Dhabi betaler 85 pct. af regningen for at vi har udstationeret betjente til pas- og toldkontrol i Abu Dhabi,” sagde Douglas A. Smith til standby.dk
Han har ikke noget bud på, hvor meget det vil koste at få amerikanske pasbetjente udstationeret i København – det afhænger af antallet af afgange til USA.
Til spørgsmålet om, hvilke lufthavne i USA ankommende passagerer fra udlandet hurtigst og langsomst kommer igennem paskontrollen, siger han, at der ikke er en sådan opgørelse.
”Men 25 lufthavne i USA har over 90 pct. af de passagerer, der lander fra udlandet. Alle lufthavne er for vores del bemandet på samme måde – at de har det antal betjente, der svarer til antallet af udenlandske ankomster. Vores udfordring er, at mange flyselskaber nærmest lander i USA i samme tidsrum, derfor opstår køerne. Fordi antallet af rejsende til USA fortsætter med at stige, forventer vi snart bevilling til at kunne ansætte yderligere 4.000 betjente,” sagde Douglas A. Smith.

STANDBY.DK Nyt om rejser

