U.S. Travel Association roser beslutningen fra de amerikanske myndigheder om, at det ikke mere er nødvendigt at udfylde den grønne formular I-94 W for statsborgere fra lande i USA’s visumfritagelses-program. Blandt disse lande er hovedparten af de europæiske, herunder de nordiske.
Udfyldelsen af formularen på flyet har været set som dobbeltkonfekt, efter de amerikanske myndigheder sidste år gjorde det obligatorisk med den såkaldte ESTA-godkendelse inden afrejse til USA. Her udfyldes de samme informationer som på I-94 W. ESTA er en forkortelse for Electronic System for Travel Authorization. En sådan skal statsborgere fra de visa-fritagede lande have inden de rejser til USA – uden en ESTA skal flyselskabet afvises transport. En ESTA-godkendelse gælder to år eller til ens pas udløber.
Meddelelsen om at den grønne formular ikke mere skal udfyldes af visa-fritagede rejsende kom forleden fra Department of Homeland Security.
Indtil videre er det gratis at få en ESTA-godkendelse. Men i marts i år underskrev præsident Barack Obama USA’s nye Travel Promotion Act; en lov, der bl.a. skal skaffe midler til at markedsføre landet som rejsemål. Pengene til den nye lov skal bl.a. komme via brugerbetaling for ESTA-rejsegodkendelsen. Mens ESTA som nævnt er gratis i dag vil den formentlig fra senere i år koste ti dollars. Indtægterne forventes at give små 100 mio. dollars om året til markedsføring af USA som rejsemål.
USA havde sidste år ca. 54,3 mio. oversøiske turister mod 58 mio. i 2008. Sidste år kom ca. 253.000 fra Danmark, 195.000 fra Norge og 265.000 fra Sverige.