USA kræver bevæbnede vagter på fly fra EU

USA vil have bevæbnede vagter om bord på alle amerikanske fly, der flyver fra Danmark og EU til USA. Kravet er blot et af flere, som amerikanerne stiller til de 27 EU-lande i deres kamp mod international terror og grænseoverskridende kriminalitet.

USA forlanger desuden at få adgang til oplysninger om passagerer om bord på fly fra EU, der flyver gennem amerikansk luftrum, selvom flyene ikke lander på amerikansk jord. Der kræves adgang til oplysninger om personer, der er nødt til at hjælpe f.eks. syge, ældre eller børn om bord på fly til USA, selvom de ikke selv skal med flyene.

Hvis EU-landene afviser amerikanernes ønsker, truer USA med at genindføre visumkrav for bl.a. danske rejsende til USA.

De nye krav fra USA kommer efter, at EU sidste år gav amerikanske myndigheder adgang til en lang række oplysninger om rejsende fra EU til USA. De såkaldte PNR-oplysninger indeholder informationer om alt fra de rejsendes email-adresser og kreditkortnumre til madvalg og private telefonnumre. Oplysningerne kan også indirekte sige noget om politiske holdninger, religiøsitet, sundhed og seksualitet.

EU-Kommissionen forstår ikke, hvorfor amerikanerne har valgt at henvende sig til de enkelte EU-lande ang. kravene og ikke til den samlede EU-Kommission. Meget tyder på, at amerikanerne helt bevidst har valgt at henvende sig til de enkelte EU-lande, og det er ikke en tilfældighed, at de i første omgang er begyndt at forhandle med de nye EU-lande i Østeuropa. I de lande er der nemlig stadig visumpligt til USA, og amerikanerne har stillet i udsigt, at visumreglerne vil blive lempet, hvis landene siger ja til amerikanernes krav.

(Berlingske Tidende, d. 19. februar, 2008)

Skrevet af